Sidste dag i Polen hvor ruten leder dig vestpå lidt nord for grænsen til Tjekkiet. Det er sidste dag i bjergene, så vi benytter chancen for
at køre lidt flere småveje i dag.
Der er planlagt et stop ved Osowka bunker komplekset som nærmest er en underjordisk by. Den blev bygget af tyskerne under 2. verdenskrig og er stadig nogen mystik om hvad formålet med denne bunker var.
Ruten fortsætter langs grænsen til Tjekkiet, og der er indlagt et kort stop et sted hvor vejen går direkte på grænsen, så du kan parkere motorcyklen i Polen og fotografere den henne fra Tjekkiet.
Spis eventuelt frokost i Jelenia Gora inden du fortsætter mod grænsen til Tyskland.
Sidste stop i Polen er Czocha slottet hvor der ofte er kunsthåndværkermarked på alléen op mod slottet. Selve slottet er delvist hotel
og ikke værd at bruge meget tid på, men markedet er meget sjovt og anderledes.
Overnatning i Görlitz som er helt speciel fordi den IKKE blev bombet under 2. verdenskrig, så den gamle bykerne står intakt. Derfor er
der også en del historiske film der er optaget her, blandt andet ”Inglorious Bastards” med Brad Pitt. Görlitz er i øvrigt en ”dobbeltby” fordi den ligger på begge sider af grænsefloden mellem Polen og Tyskland, og den hedder Zgorzelec på den polske side. Og der er en fin fodgængerbro neden for domkirken så man
kan gå aftentur til Polen.